10. maj. 2024
Af Majken Munk

Anette Støvelbæk havde håbet på noget vildt: Alligevel blev hun slet ikke skuffet

Anette Støvelbæk
Anette Støvelbæk
Foto: Hanne Juul
Da ”Badehotellet” skulle afsluttes, havde Anette Støvelbæk håbet på en vild afslutning for sin karakter fru Frigh.

Det er efterhånden et par uger siden, at det allersidste afsnit af ”Badehotellet” løb over skærmen på TV 2.

I alle sæsoner har Anette Støvelbæk spillet karakteren fru Frigh, som har udviklet sig en hel del.

Efter finalen har hun naturligvis modtaget en del beskeder, og hun ved godt, at det ikke er alle, der er glade for afslutningen.

- Jeg har kun modtaget respons fra glade mennesker, men jeg har hørt, der er nogle, der er skuffede. Sådan er det. Nogle må jo blive skuffet over slutningen, fordi vi alle har ønsker til, hvordan det skal ende, hver især, fortalte skuespilleren, da BILLED-BLADET mødte hende til premieren på ”Pigen der fortalte film”.

- Haurland og Otilia… jeg ved det godt, men sådan er det også i det virkelige liv, tilføjede hun med henvisning til, at de ikke endte op sammen.

Hun er selv ret tilfreds med slutningen på ”Badehotellet”.

- Jeg vidste godt, hvordan det skulle ende. Jeg synes, alle ender er blevet bundet så smukt, som de skulle, uddybede hun.

Når hun bare skal se på sin egen karakters afslutning, kunne hun godt have ønsket sig, at der var sket noget vildt. Alligevel er hun sikker på, det var en god slutning for fru Frigh.

- Man kunne godt have ønsket sig noget mere vildt i afsnittet, men det var jo ikke kun mig, der skulle have en afslutning. Jeg tror, at fru Frigh bliver lykkelig med Ødegaard Andersen. Han er jo en charmerende og skøn fyr, fortalte hun med et smil.

Anette Støvelbæk kunne også røbe, at der venter spændende projekter i den kommende tid, men det er dog nogle, hun stadig skal holde hemmelige.

Læs mere om: