29. apr. 2024
Af Karina Didriksen

Nu afslører forfatterne den virkelige årsag: Derfor fik Otilia og Aurland ikke hinanden

Hr. Aurland og Otilia i "Badehotellet".
Hr. Aurland og Otilia i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
”Badehotellet”-forfatterne afslører nu, hvorfor Otilia opgav at vente på hr. Aurland og giftede sig med præsten.

Fans, der har heppet på Otilia og hr. Aurland i ”Badehotellet”, måtte vente i spænding helt til det sidste for at finde ud af, om de ville ende sammen.

Søndag aften blev det afsløret, at skolefrøkenen Otilia havde valgt at gifte sig med enkemanden pastor Gabriel og dermed havde opgivet at vente på Aurland.

Men hvorfor fik Otilia og Aurland ikke hinanden? Det kommer forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad nu med en forklaring på.

- Han (Hjalmar Aurland, red.) har fået så mange vink med en vognstang og været så tonedøv. Hvis man vil have kærligheden, skal man række ud efter den, siger Stig Thorsboe til tv2.dk, mens Hanna Lundblad tilføjer:

- Hvis man ikke gør det, risikerer man at blive straffet!

Det tog også kontorchefen hr. Aurland et helt år at tage tilløb til selv at fri til Otilia, og det kan, ifølge forfatterparret, godt betyde, at han i virkeligheden ikke rigtig savnede nogen kvinde i sit liv.

Forfatterne mener, at det var den helt rigtige slutning for Otilia, at hun sagde ja til præsten. Nu kan de bygge et fællesskab op omkring børnene, sognet og skolen.

Til gengæld blev der også åbnet op for, at Otilia og Aurland kan holde kontakten fremover.

Læs mere om: