
Hvorfor skal vi vælge mellem Vild med dans og Talent 2008? BILLED-BLADETS chefredaktør er ikke begejstret. (Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)
27 august 2008 |
Preben Petersen og Annemette Krakau
BILLED-BLADETs chefredaktør er træt af at skulle vælge mellem Vild med dans og Talent 2008. Hvad siger du?
Forestil dig en hyggelig stue i et gult hus i Nærum. Det er fredag aften, og klokken er cirka 20.30. Der er kaffe på kanden, TV’et er tændt, og der er ”Vild med dans”. Sambaen er netop danset færdig. Mobiltelefonen ligger klar på stuebordet – nu skal der sms’es. Stuens ejer, Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen, løfter mobilen og taster AT (for Anne-Mette og Thomas) og sender sms’en til 1234. En gang, to gange, tre gange. Hans kone Anne-Mette skal ha’ al den opbakning, hun kan få.
Kritikere af ”Vild med dans” kan sige, hvad de vil! TV 2’s cast i år er suverænt. Både på dansegulvet og udenom. Tænk bare når vi i en af de kommende uger ser ”Anne-Mettes familie” ved et af bordene i studiet i Jenagade, og Anders Fogh Rasmussen sidder bænket med peanuts og vin side om side med ”Oliver Bjerrehuus’ familie” (sikkert en nervøs Suzanne), ”Hans Pilgaards familie” og alle de andre…
Hvis der er nogen retfærdighed til, får TV 2 mega-succes fra i morgen!
Desværre er der ikke nogen retfærdighed til. For DR har som bekendt ”Talent 2008”. Et magnetisk program, som rammer knivskarpt ned i ”Disney Sjov”-segmentet og holder fast i børnefamilierne kl. 20.00, mens ”Vild med dans” må nøjes med de resterende seere. Sådan groft sagt.
Jeg – og mange andre som jeg – vil gerne se begge dele, men tvinges til at vælge og eventuelt optage det ene af programmerne. Og desværre er magien væk, når et direkte resultat-program ses senere. Ligesom en landskamp eller et Melodi Grand Prix.
Virkelig irriterende for os seere. Synd for de dyre produktionskroner, og synd for det program af de to, der muligvis får stemplet ”taber” på grund af lave seertal. Det er ikke fortjent.
Har du en mening om TV-krigen og vil du gerne af med den, så er du velkommen til at sende en mail til mig. Jeg vil gerne høre, hvad du mener. Skriv til mig på annemette.krakau@billed-bladet.dk.
Mvh
