
10 februar 2010 |
Annemette Krakau
Det hele klappede, da Aalborg bød resten af Danmark på et mindeværdigt Melodi Grand Prix.
Mylle og Heick var flyvende i deres blanke jakkesæt. Felix Smith og Julie Berthelsen var dejlige, medrivende og topprofessionelle som værter, og så var semifinalesangene med Simone, Silas og Kat, Bryan Rice og Chanée og N’evergreen lige til at spise!
Med andre ord: Dansk Melodi Grand Prix 2010 sad lige i skabet!
Som skrevet i denne spalte i sidste uge, så har popfesten i den grad genfundet sin sjæl og melodi, og DR kan godt være stolte af og tilfredse med det fuldstændig fantastiske show (ikke mindst scenografien), de havde skruet sammen i Aalborg i lørdags. Det er ikke mere end nogle få år siden, at Grand Prix’et blev holdt foran et lille antal stående publikummer i et lille studie hos DR. Det er heldigvis fortid. Folkefesten er tilbage og bliver taget alvorligt.
Og nu er vi på vej til Oslo med et brag af en vindermelodi ”In A Moment Like This” med Chanée og N’evergreen. Sangen er en skøn blanding af The Police og ABBA-toner, og dét lagt sammen med gode stemmer, udstråling, vindmaskiner og fyrværkeri, så har vi omridset af noget, der kan gå hen og blive stort. Læg dertil, at N’evergreen allerede ér stjerne i Rusland og Ukraine. Det er ik’ så ringe endda.
BILLED-BLADETs Grand Prix-hold var selvfølgelig på plads i Aalborg til årets største TV-fest, og vi har samlet alt det bedste fra begivenheden i det tillæg, der følger med bladet i denne uge. Genoplev de største øjeblikke fra showet, og kom med til nattefesten med alle deltagerne. God fornøjelse – og glæd dig så, til det går løs i Oslo til maj
|
 Foto: DR
|