
Stefan Fønss fandt Grethe Sønck i hendes hjem. (Foto: Ole Bjørk)
20 februar 2010 |
Lisbeth Grube
Det var stedsønnen Stefan Fønss, der fandt den folkekære sangerinde i hendes hjem i Rågeleje.
Som så ofte før ville Stefan Fønss besøge sin papmor, Grethe Sønck, til en hyggeaften med snak og et slag yatzy.
Stefan, der er søn af Grethes afdøde mand, revykongen Volmer-Sørensen, havde sidst været på besøg tre dage forinden, og fredag aften kørte han så forbi uanmeldt efter at have besøgt familie i Nordsjælland.
– Døren blev ikke åbnet, men det var der ikke noget mærkeligt i, for jeg kunne aldrig huske Grethes kalender. Hun var tit ude at synge eller sammen med venner. Jeg ville bare skrive en sød, lille hilsen og køre igen. Da jeg gik forbi hendes soveværelse, tænkte jeg, det var underligt, at hun havde smidt sin frakke hen over sengen. Jeg fik tændt lyset, og så kunne jeg godt se, det ikke var en frakke. Det var fru Sønck, der lå og var død, fortæller Stefan stille.
– Det er så uvirkeligt, at Grethe ikke er her mere. Men hun fik den sortie, hun ønskede. Hun havde ingen smerter og var frisk og enestående lige til det sidste.
Gense vores store galleri af den folkekære sangerinde og skuespiller.