
Anne Fabricius-Bjerre og Jens Gehl var et lykkeligt par, da de endelig stod frem til Jens' 65-års fødselsdag. (Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
14 august 2010 |
Frodi Holm Knudsen
70-årige Anne Fabricius-Bjerre strålede som en sol, da hun i lørdags – efter lang tids hemmelighedskræmmeri – omsider præsenterede sin nye kærlighed.
Han hedder Jens Gehl, er advokat og næstformand i bestyrelsen for Grønnegårds Teatret i København.
Lørdag var den dag, da Anne Fabricius-Bjerre kunne fejre sin nye kærestes 65-års fødselsdag – og den blev naturligvis afholdt på Kunstindustrimuseet, i hvis have Grønnegårds Teatret holder til.
Anne Fabricius-Bjerre og Jens Gehl opførte sig som et ungt, nyforelsket par, mens de gik rundt og hyggede om gæsterne.
I maj måned i år fortalte Anne Fabricius-Bjerre i BILLED-BLADET, at hun er parat til at blive gift igen.
- Jeg skal vies under et oliventræ et romantisk sted enten i Sydfrankrig eller Italien. Bagefter skal vi og alle vores venner samles omkring et langt bord med oliven og figner og skønne ting og virkelig ha’ det sjovt, sagde hun dengang om sit nye og dengang hemmelige forhold til Jens Gehl.
Hun afslørede også, at hendes to gode veninder, Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted, har lovet at være brudepiger i hvidt.
I lørdags ville parret dog ikke afsløre yderligere om bryllupsplanerne, eller om de nu bor under samme tag. Men kærligheden til hinanden – den kunne de ikke skjule!
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette