(Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
19 august 2010 |
Annemette Krakau
En af de danske soldater, der drager i krig, bankede på vores dør derhjemme, da jeg sad dér og skulle skrive om modeugen.
Da jeg satte mig ved tastaturet for at skrive denne spalte, havde jeg i tankerne, at den skulle handle om Copenhagen Fashion Week (modeugen). For hvor er det flot, at Danmark igen er bragt på verdenskortet via udenlandske medier.
Jeg kom dog aldrig så langt.
En anden begivenhed, der også har bragt Danmark på verdenskortet, rykkede nemlig pludselig tæt på og ind i mit hjerte. Og derfor dedikerer jeg hermed denne spalte til alle Danmarks tapre og modige soldater, der drager i krig. Nogle kommer hjem. Nogle gør ikke. En af dem, der gjorde, bankede på vores dør derhjemme, da jeg sad dér og skulle skrive om modeugen. Og pludselig syntes tøj og glamour uendeligt langt borte, mens dét der er vigtigst – livet – stod i kød og blod lige foran mig. Netop landet i Københavns Lufthavn få timer tidligere. Netop genforenet med sin kone og to døtre stod vores ven dér lyslevende og – tror jeg – lykkelig. Men også med seks måneders kamp, seks måneders savn og ikke mindst sorg over at miste, miste og miste kammerater og kolleger til krigen.
Hvor gjorde det godt at se ham. Og hvor gjorde det ondt at høre om de tab, han har oplevet på tætteste hold. Jeg forholder mig ikke til, om danske soldater skal være til stede i verdens brændpunkter. Jeg fik bare en ordentlig rusker i forhold til livets ufattelige skrøbelighed, da jeg hørte ham fortælle. De to seneste danske ofre for krigen skulle have været hjem samtidig med ham. I går og i dag blev de begravet. Jeg føler dybt med deres hårdtramte familier og sender samtidig en varm tanke til alle Danmarks modige soldater – og livet!
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette