
Både Caroline Wozniacki og Rory McIlroy har travlt med deres sportskarrierer, så derfor er det svært at finde tid til hinanden. (Foto: AOP)
29 oktober 2011 |
Casper Nielsen
Tennisstjernen får ikke set meget til sin kæreste for tiden.
Romantik ved Bospuros-strædet og ”Turkish Delight” er ikke altid lige nemt at dyrke, når man er en sportsstjerne med tårnhøje ambitioner. Caroline Wozniacki, der i denne uge dyster ved det uofficielle verdensmesterskab i Istanbul, fik ikke meget tid til at lufte sin fine nye sportskjole foran kæresten, den 22-årige nordirske golfstjerne, Rory McIlroy.
Sportskæresterne mødtes ellers i Istanbul sidste torsdag, hvor Rory McIlroy kom flyvende ind fra Bermuda. Men selv om mange havde regnet med, at han nok ville blive og støtte Caroline på tennisbanen gennem hele turneringen, tog han allerede mandag formiddag af sted til lufthavnen igen. Golfspilleren skulle videre til Kina, hvor han skal spille om fem millioner dollars i Shanghai Open.
- Vi har ikke set hinanden i fire uger denne gang, men det er okay. Vi ved jo godt begge to, at sådan er det. Det må vi bare vænne os til, sagde Caroline på sit pressemøde i mandags. Det er de vilkår, kærligheden har i sportsverden, hvor turneringsprogrammer ikke tager hensyn til folks kærlighedsliv.
Caroline må glæde sig over, at hun efter sæsonfinalen i Tyrkiet får lidt mere fritid. Og at hun dog havde fire dage at nyde sin love-match i, inden hun igen skulle være klar på tennisbanen.