
(Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
24 november 2011 |
Annemette Krakau
Der er god grund til at være stolt af at være dansker for tiden.
I weekenden var jeg i London på juletur med min datter. Rigtig hyggeligt. Vi besøgte Covent Garden, der var smukt julepyntet, vi så julelysene glitre over Regent Street, og vi købte den fineste julepynt i ”Fortnum & Mason” og julelækkerier i det legendariske stormagasin ”Harrods”.
Med hjem i kufferten havde jeg nu også noget andet interessant, nemlig to lækre TV-magasiner, der begge havde hele Danmarks Sofie Gråbøl på forsiden. På den ene forside lignede hun en million. På den anden var hun den indadvendte kriminalkommissær Sarah Lund, som vi kender fra ”Forbrydelsen”. BBC Four viste nemlig præcis i lørdags starten på anden sæson af DRs fremragende dramaserie og lagde hårdt ud med at sende hele to afsnit i bedste sendetid.
Briterne elsker Sofie Gråbøl, og de elsker ”Forbrydelsen”. Mildt sagt. Da første sæson blev sendt på BBC tidligere på året, var der Sarah Lund-feber, hendes sweater var total hot, seertallene ligeså, og ”Forbrydelsen” løb også med en BAFTA Award foran serier som ”Mad Men” og ”Glee”.
Som om det ikke var nok, så er ”Borgen” også på vej til briterne på BBC nu. Man bliver lidt stolt – midt i alle julelysene! It’s cool to be Danish!

Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette