
(Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
16 november 2011 |
Annemette Krakau
Mange af dem der årligt dør af hjertestop, kunne være reddet, hvis flere danskere vidste, hvordan man gør.
For et par måneder siden var jeg til et møde her i Aller Huset, hvor BILLED-BLADET bor. Mødet var et optaktsmøde til det store indsamlingsshow ”Hjertegalla”, der løber af stablen på lørdag – netop her fra vores smukke hus på Havneholmen i København. Og jeg og mine kolleger blev orienteret om, hvad der skal ske på selve gallaaftenen (Frøkjær og Meyerheim som værter og en stjerneparade af kunstnere på scenen), men det var ikke dét, der gjorde størst indtryk på mig.
Det stærkeste var ordene om, hvor mange af dem der årligt dør af hjertestop, der kunne være reddet, hvis flere danskere vidste, hvordan man gør.
Ifølge Hjerteforeningen rammes 10 danskere hver dag af hjertestop. 9 af dem dør. Og kun hver anden dansker kender retningslinjerne for livreddende førstehjælp. Det er ikke godt nok.
Jeg har nu læst mig til, hvad livreddende førstehjælp er, men jeg har stadig ikke trænet. Og det er for dårligt. Burde man ikke prioritere den slags højere og også sørge for, at ens nærmeste var i stand til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt? Jo, det tror jeg nok lige!
Hermed en kæmpe opfordring til at se med på lørdag kl. 21.00 på TV 2 Charlie!

Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette