
Neil Dudgeon tog imod Barnaby-rollen med åbne arme. Men indrømmer, at han var nervøs ved at lave første afsnit. John Nettles er svær at komme efter. (Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
05 november 2011 |
Casper Nielsen
Skuespilleren Neil Dudgeon, 50, tager over fra John Nettles og kommer på sin første sag i DR i aften. – Jeg var dødsensangst, siger han om udfordringen.
- Det afgørende bliver, om hele verden vil sidde og sige: ”Det var bedre med John Nettles”.
Neil Dudgeon, 50, sidder i en læderstol foran en stenkamin på en typisk engelsk pub uden for London. Tilbagelænet, men med foldede hænder, som i en bedende attitude. Skuespilleren ved nemlig udmærket hvilket ansvar, han sagde ja til, da han trak i den skræddersyede habit, der fulgte med rollen som John Nettles’ afløser i ”Kriminalkommissær Barnaby”.
Udtalelsen faldt i november sidste år, hvor BILLED-BLADET mødte den engelske skuespiller. I dag er Neil Dudgeon klogere på, hvad han gik ind til, og på lørdag kan alle fans af ”Midsomer Murders” også blive det, når DR sender første afsnit med ”fætter Barnaby” – som er den rolle, Dudgeon spiller i serien. Tom Barnaby, alias John Nettles, er nemlig blevet til John Barnaby, alias Neil Dudgeon, men ellers er universet helt, som man kender det. Fra den savklingeagtige musik til de hyggelige herreder og de bestialske mord.
Bizarre mord
- Jeg var dødsensangst for at lave den første episode, men ”Death in the Slow Lane” har alligevel en vis plads i mit hjerte. Det er stadig det afsnit, jeg hidtil har lavet, som har det vildeste mord. En mand bliver dræbt ved et veteranløb med et startkabel. Det er det, jeg så godt kan lide ved serien. Jo mere bizarre morderne er, jo bedre, siger Neil Dudgeon nu et års tid efter, og hvor han i sit hjemland har overbevist anmeldere om, at han er overlevelsesdygtig til at fortsætte serien.
Skulle Dudgeon selv begå mord i ”Midsomer Murders”-stil, ville han vælge at gøre det så absurd som muligt: – Jeg ville fyre vedkommende af i en kanon ved et gardenparty, men sørge for, at han var klædt ud som en wienerpølse, og at han landede i en stor gryde kartoffelmos. Det ville være absurd morsomt, griner han.
Forrygende samarbejde
Alligevel skal ingen være i tvivl: Rollen som Barnaby tager Dudgeon dybt seriøst. Det skylder han serien og de – alene i Danmark – cirka 700.000 seere, som trofast har fulgt med i John Nettles’ mordgåder uge efter uge.
- Min Barnaby er stadig den rolige, faste klippe mod alle seriens excentriske bifigurer. Man vil stadig kunne nyde serien på grund af dem og alle de smukke landskaber, selv om man tog mig og alle mordene ud.
I det første afsnit får Neil Dudgeon godt modspil af David Warner som en charmerende sportsvogns-entusiast og af Miss Moneypenny fra Pierce Brosnans 007-film, nemlig skuespilleren Samantha Bond. Men også af veteranen Jason Hughes, der som den gamle Barnabys assistent Jones savner sin tidligere boss. Og til at begynde med ikke går i spænd med Dudgeons figur.
- Vi har et forrygende samarbejde. Jason er så sjov, og jeg håber, det forhold, vi har privat, afspejler sig i serien, siger Neil Dudgeon om samarbejdet, der altså udvikler sig bedre, som serien skrider frem.
Se afsnittet i aften på DR. Se deres sendeplan på TjekTV.dk.