
- Jeg har altid mistænkt, at han var interesseret i hende, siger Holly om ekskæresten Rory McIlroy. (Foto: AOP)
17 december 2011 |
Ulrik Ulriksen
Holly Sweeney er knust over at Rory McIlroy forlod hende.
Rory McIlroy og Caroline Wozniacki nyder at være kærester, men deres forhold er bestemt ikke noget, som får smilet frem hos Rorys eks-kæreste Holly Sweeney. Hun fortæller til The Irish Sunday Mirror, at Rory allerede var vild med den danske tennispige, mens Holly var hans kæreste.
- Jeg har altid mistænkt, at han var interesseret i hende. Når han så tennis på TV, lagde han heller ikke skjul på, at han var vild med hende, Men jeg tog det ikke alvorligt. Jeg skulle bare have vidst, funderer 21-årige Sweeney, som er vred på både Rory og Caroline over, at hun selv røg ud i kulden. Efter bruddet søgte hun trøst hos veninder og rejste en tur på badeferie.
- Det ødelagde mig fuldstændig. Derfor tog jeg til Dubai, så jeg kunne tænke på noget andet, siger Holly, som dog stadig er stærkt påvirket af, at Rory rendte med Caroline.
Den irske golfstjerne og den danske tennispige mødte hinanden, da de var tilskuere til en boksekamp i Tyskland. Efter det indledende møde skrev Wozniacki på sin twitter, at hun havde mødt Rory, og at han var en fantastisk fyr.
Da Holly læste det, havde hun på fornemmelsen, hvor det bar hen. Især fordi det samtidig var umuligt at komme i kontakt med Rory. Den gode McIlroy og Caroline bruger ikke kræfter på at tænke over Hollys klagen, men glæder sig bare til at være sammen nytårsaften i Australien, hvor Wozniackis første vigtige opgave i 2012 er Grand Slam-turneringen Australian Open.