
I ”Ghitas roser” fortæller hun og vennen, rosen-eksperten Torben Thim, historier om de mange roser, der blomstrer i hendes have. (Foto: Birger Storm)
13 april 2011 |
Dorte Quist
Ghita fortæller om sine elskede blomster i ny bog, hvor hun også afslører, at hun dyrker grøntsager i det nye skuespilhus.
Ghita Nørbys tre lidenskaber er skuespil, hunde og roser. Nu har hun skrevet en bog om sin blomstrende passion sammen med sin ven gennem 23 år, rosen-eksperten Torben Thim.
- Jeg elsker min have, og jeg elsker mine roser. Jeg tvinger mig selv til at plukke roser i haven, for egentlig synes jeg, at de er pænere udenfor. Samtidig elsker jeg at have dem i stuen, og i dag har jeg så mange i haven, så jeg kan godt plukke dem og lade deres hoveder sejle rundt i små skåle fyldt med vand, fortæller Ghita Nørby i bogen ”Ghitas roser”, der netop er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof.
Flere end 60 forskelige roser dufter og blomstrer i Ghitas frodige have i Holte, hvor hun har boet i sit sorte træhus i 25 år, og bogen er fyldt med billeder og historier om de mange forskellige roser.
Det er kun få forundt at få en rose opkaldt efter sig. Men Ghita Nørby oplevede det tilbage i 2004, hvor rosen, Ghita Renæssance, kom i handlen.
- Det er en stor ære at få en rose opkaldt efter sig. Husk, at det tager fem til syv år at udvikle en rose. Når jeg er på planteskoler, ser jeg altid efter om de har ”Ghita”. Jeg kigger, og kan jeg ikke finde den, så spørger jeg altid efter den. Den skal jo kunne købes, ikke!?, fortæller Ghita i bogen.
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette