
”Aftenshowet”s nye studier ligger på Christianshavn lige ved havnen, hvor Puk og Morten blev inviteret på en sejltur i gondolen. (Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET)
13 august 2011 |
Liz Rørsig
TV-værten har sagt farvel til TV 2 Sporten for at blive vært i DR1’s ”Aftenshowet”.
Mandag aften havde han sin debut, og den fik en meget romantisk afslutning. Morten og medværten Puk Elgård blev nemlig inviteret på en sejltur i gondol lige uden for de nye studier på Christianshavn. Der blev sunget på italiensk maner, mens båden gled af sted, og selv om det lunefulde augustvejr bød på byger, var stemningen i top hos de to værter.
Det var ellers ikke meningen, at Morten skulle sejle med. Han har nemlig været under kniven i maj måned og er blevet opereret for en bruskskade i det ene knæ. I 10 uger har han støttet sig til en krykke, og derfor har han ikke kunnet lave de helt store koreografiske stunts i programmet. Morten havde heller ikke regnet med, at han kunne komme ned i båden, men han kunne ikke modstå fristelsen og prøvede, da kameraerne kørte.
- Jeg smed faktisk krykken i fredags, og det gik fint med at hoppe ned til Puk. Det eneste minus var, at jeg blev lidt våd, da der var vand på sædet på grund af regnvejret lige inden, smilede ”Aftenshowets” nye ansigt efter debuten.
Puk tog sig af mig
Han var meget tilfreds med forløbet af sin premiereaften.
- Jeg var spændt på, om jeg nu kunne huske det hele, for jeg går jo op i fagligheden, men det gik heldigvis fint. Klokken 18.15 fik jeg lidt ondt i maven, da jeg så alle de mange mennesker, der skulle medvirke i programmet i studiet, men alt gik heldigvis godt, sagde Morten.
Han var meget glad for at have Puk ved sin side.
- Hun er fantastisk og har været meget opmærksom. Om eftermiddagen kom hun med et glas vand og en banan, fordi jeg helt havde glemt at spise noget. Det var lidt mor-agtigt og meget sødt, smilede Morten.