
Alle ministrenes partnere var samlet til fest på Marienborg. Du kan se alle navnene i BILLED-BLADET. (Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
08 januar 2012 |
Annelise Weimann
Traditionen tro mødtes regeringens ægtefæller den 1. januar på Marienborg.
For første gang var det en mand, der var vært, da ministrenes ægtefæller var inviteret til middag på Marienborg den 1. januar, mens dronningen holdt nytårskur på Amalienborg. Stephen Kinnock havde oven i købet fødselsdag, han fyldte 42 år, og de 17 gæster skålede og sagde tillykke, så snart alle var samlet.
- Af mine børn har jeg fået en after shave, som jeg har brugt i aften, fortalte en glad Stephen, der hyggede sig sammen med sine gæster. De mødtes samtidig med, at Helle Thorning Schmidt holdt sin første nytårstale som statsminister.
- Jeg har læst talen og synes, den er rigtig god. Hvis Helle skulle følge alle de forskellige råd, hun har fået om, hvad hun skulle sige, kunne hun jo tale i flere dage, sagde Stephen, der efter at alle havde fået champagne, inviterede på nytårsmiddag i spisestuen med forskellige danske fisk så som torsk og pighvar, derefter lækkert kød og til sidst ost og kage.
Da nytårstaflet hos dronningen var forbi, kørte hele regeringen op til Marienborg. Her blev der serveret håndmadder og et glas øl eller vin, og inden midnat kørte alle hjem. Der er nok at se til for den nye regering, og i næste uge skal de alle sammen til fest igen. Da fejrer dronningen sit 40-års regeringsjubilæum, og regeringen med ægtefæller er inviteret med til begge de store aftenfester, både lørdag aften i Koncerthuset og søndag aften på Christiansborg. For de fleste i den nye regering og deres ægtefæller er det første gang, de deltager i så store og fornemme fester, og de glæder sig rigtig meget.
