
Tim Schou fra A Friend in London skal optræde sammen med den amerikanske stjerne Howie D. (Foto: Lars H. Laursen)
18 januar 2012 |
Jan Bergman
På lørdag er der dansk Melodi Grand Prix - se hvilken overraskelse der venter seerne.
Der venter seerne er ekstra overraskelse på lørdag, når DR sender direkte fra dansk Melodi Grand Prix i Aalborg – programmet har nemlig sikret sig et verdensnavn.
Når A Friend in London går på scenen i Gigantium i Aalborg for at synge deres vindersang fra 2011, ”New Tomorrow”, tager de en helt særlig gæst med sig.
Howie D. fra verdenshistoriens bedst sælgende boyband, Backstreet Boys, skal nemlig synge med på nummeret.
Denne særlige gave til seerne går på lige inden dette års Melodi Grand Prix-vinder skal kåres, Tim Schou fra A Friend in London er super begejstret.
- I A Friend in London kan vi godt lide at bryde med normer for, hvad et rockband gør. Howie D. er en del af et af verdens største popfænomener, og at jeg som en lille sanger fra Stevns skal stå og synge sammen med én fra Backstreet Boys, det er helt vildt - og vi elsker det, siger Tim Schou fra det danske band til dr.dk.
Samarbejdet med Howie Dorough, der for nylig har udsendt soloalbummet 'Back To Me', er opstået, fordi A Friend in Londons canadiske manager har arbejdet med ham og resten af Backstreet Boys.
- Howie har hørt vores musik og er vild med den. Og han glæder sig meget til at komme til Danmark og optræde sammen med os, siger en stolt Tim Schou.
Dansk Melodi Grand Prix bliver vist på DR1 lørdag kl. 20.00
