
05 november 2009 |
Annemette Krakau
Kronprinsparret lader handling følge ord, mener BILLED-BLADETs chefredaktør.
Da kronprins Frederik var en lille dreng på bare fire år, var hans mor netop blevet udråbt til dronning af Danmark. Det betød, at Margrethes i forvejen travle program blev endnu mere travlt. Hun havde et væld af repræsentative pligter – samt en masse rejsedage. Hver eneste uge. Hvert eneste år.
Dengang var kronprins Frederik og hans lillebror, prins Joachim, overladt til barnepigerne hjemme på Amalienborg. Den mest trofaste, Else Petersen, blev et fast holdepunkt i de to små prinsers tilværelse, men kronprins Frederik har også røbet, at han indimellem måtte gå til sin mormor, dronning Ingrid, når han trængte til ekstra omsorg.
Kronprins Frederik har aldrig lagt skjul på, at han ikke ønsker, at hans egne børn skal leve med samme distance til ham og Mary. Han vil være tæt på sine børn og sammen med dem så meget, det overhovedet lader sig gøre.
Kronprins Frederik er endnu ikke Danmarks konge, og han har derfor ikke helt så mange officielle pligter som hans mor havde, da han selv var lille. Men rejser er der alligevel mange af – som f.eks. nu hvor han, Mary og regentparret er i Vietnam.
Prins Christian på fire år og prinsesse Isabella på to vil helt sikkert helst have, at det er mor og far, der putter dem om aftenen hjemme i Fredensborg. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, så vælger kronprinsparret den næstbedste løsning: Morfar. Den trygge, rolige og sjove skotske matematikprofessor, Marys far, John Donaldson, er flyttet ind i Kancellihuset og passer Christian og Isabella, som var det hans egne. De to små elsker det nu. Og de vil med garanti elske både ham – og deres forældre – for det, når de bliver voksne.

Herunder: Christian og Isabella hygger sig med deres morfar.
|

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
|