
Mary og Frederiks kommende hjem åbner for offentligheden. (Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET)
24 februar 2010 |
Preben Petersen
Mange har fået den opfattelse, at alle billetter til åbningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg er udsolgt. Det er de ikke!
Flere medier har skabt formodninger om, at alle billetter til åbningen af Frederik 8.'s Palæ er udsolgt. Slots- og Ejendomsstyrelsen vil derfor gerne præcisere, at det stadig er muligt at købe billet til åbningen af Frederik 8.'s Palæ i perioden 27. februar -30. maj 2010. Billetter kan købes ved indgangen til palæet eller via Billetnet, og giver adgang til et besøg i palæet på egen hånd.
Det er desværre ikke længere muligt at bestille grupperundvisninger uden for almindelig åbningstid.
Frederik 8.'s Palæ er i de sidste 5 år blevet gennemgribende istandsat. Palæet skal danne ramme om kronprinsparrets private bolig samt administrative og repræsentative funktioner.
Publikum kan opleve resultaterne af istandsættelsen og restaureringen af palæets elegante interiører fra senempirens tid i 1800-tallet. Der vil også blive lejlighed til at se de nye kunstværker, som Realdania har finansieret. Kunstværkerne er skabt specielt til palæet af aktuelle samtidskunstnere: Olafur Eliasson, Signe Guttormsen, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen.
Åbningen vil omfatte stue- og beletage, der er palæets to hovedetager, og som i fremtiden vil blive brugt repræsentativt.
Åbningstider og priserTidspunkt: 27. februar - 30. maj 2010
Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10-17, onsdag dog 10-21.
Entré: 40 kr. (børn til og med 14 år gratis adgang).
Billetter sælges ved indgangen. Et mindre antal billetter, der giver adgang til palæet på fastlagte tidspunkter, sælges gennem Billetnet.