
Prinsesse Madeleine har det angiveligt så svært, at hun tager tilflugt i USA. (Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)
26 maj 2010 |
Jan Bergman
De svenske avisforsider bringer i dag choknyheden om, at prinsesse Madeleine angiveligt har fået nok af Sverige og flytter fra landet.
Nyheden, der dog på ingen måde er bekræftet af hoffet, er gået som et chok gennem den svenske befolkning, der undrer sig over prinsessens beslutning.
I går kom det frem, at prinsesse Madeleine har valgt at rydde sin kalender helt frem til storesøster, kronprinsesse Victorias bryllup den 19. juni.
Således har hun pludselig valgt ikke at deltage ved de såkaldte lysninger før brylluppet, som hun ellers var planlagt at deltage ved.
- Prinsesse Madeleine har behov for privat tid nu, og aflyser alle sine officielle pligter frem til brylluppet, udtaler hoffets informationschef Nina Eldh til Aftonbladet.
Prinsesse Madeleine er taget til Miami, hvor hun ifølge flere aviser angiveligt har søgt tilflugt langt væk fra Jonas Bergström og al virakken omkring deres ophævede forlovelse.
- Hun er nervøs for ,at andre skal få nys om, hvad der er sket mellem hende og Jonas. Hun orker ikke at stå frem og tale mere om det, der er sket, fortæller en ven til avisen Expressen.
Samme avis hævder, at prinsessen taler åbenlyst med sine veninder om at flytte permanent fra Sverige her til efteråret.
Lige nu befinder prinsessen sig altså i Miami, hvor hun sammen med veninden Lovisa de Geer holder lav profil langt væk fra al virakken i Sverige.
BILLED-BLADET online | Bliv fan af BILLED-BLADET på Facebook – klik her!