
13 august 2010 |
Annemette Krakau
Er graviditeten naturlig? Er tvillingerne enæggede eller tveæggede? Bliver det en af hvert køn, to drenge eller to små piger? Spørgsmålene er mange.
Tvillinger! Det havde vi ikke set komme. Nok havde vi en mistanke om, at kronprinsesse Mary var gravid, men da pressemeddelelsen fra kronprinsparret og Hoffet landede i mailboksens indbakke i fredags kl. 15.05, skulle man lige læse en ekstra gang: Tvillinger!
Jeg var i Århus med BILLED-BLADETs sommertogt, da jeg fik beskeden, og ligesom rigtig mange andre blev jeg oprigtig glad på kronprinsparrets vegne. Det er jo ingen hemmelighed, at de har ønsket at få flere børn end de to, de allerede har. Nu er det lykkedes!
Er graviditeten naturlig? Er tvillingerne enæggede eller tveæggede? Bliver det en af hvert køn, to drenge eller to små piger? Hvem kommer de til at ligne? Hinanden? Isabella? Mary? Christian eller Frederik? Skal Mary have foretaget kejsersnit? Skal der syes en kopi af den dåbskjole, Christian og Isabella er døbt i? Hvor meget mon Mary tager på i vægt?
Ja, der er nok at svare på og tage fat på, og jeg kan love, at vi her på redaktionen vil gøre alt for at følge kronprinsessens søde ventetid på en ordentlig, sober og grundig måde helt frem til fødslen i januar. Og herefter begynder festen jo faktisk først for alvor, når tvillingerne vokser sig større og skal døbes, opleve deres første jul, fødselsdag, vinterferie, skoledag og et hav af andre store og små begivenheder med deres søskende, forældre og bedsteforældre.
Jeg kan godt forstå, at kronprinsparret ser lykkelige ud og glæder sig til at se tvillingerne og lære dem at kende. Det gør vi også.
Tillykke Mary og Frederik!

|
 Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
|
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette