
John Donaldson mens han taler til pressen på Rigshospitalet. (Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET)
08 januar 2011 |
Jan Bergman
Kronprinsesse Marys far er stolt over sin datter.
Umiddelbart efter at Hendes Majestæt Dronningen havde forladt Rigshospitalet, kom kronprinsesse Marys far ned fra fødestuen.
Og det var bestemt en glad og begejstret morfar, der glædede sig over sine to nye børnebørn.
- De er fantastiske, sagde han og afslørede, at han synes, de ligner prinsesse Isabella.
John Donaldson fik også tid til at rose sin datter og fortalte, at hun er ganske enestående og sågar har overskud til at lave lidt sjov, uden dog at uddybe dette nærmere.
Mens kronprinsesse Mary har ligget på Rigshospitalet, har hendes far været hjemme på Amalienborg sammen med prins Christian og prinsesse Isabella.
Prins Christian og prinsesse Isabella fik den glade nyhed, mens deres morfar var hos dem, og de smilede begge to, kunne han fortælle.
John Donaldson, der har været i Danmark siden før jul, har tilsyneladende ikke travlt med at rejse igen, og han fortalte, at han bliver i landet mindst en uge mere.
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette