
Grevinde Alexandra kan måske snart se frem til nye naboer, når nabolejligheden bliver solgt. (Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)
08 december 2011 |
Jan Bergman
Har du fire millioner i overskud, kan du netop nu købe nabolejligheden til grevinde Alexandra.
Lidt kongelig har man da lov at være – sådan lyder BILLED-BLADETs motto som bekendt. Et motto, en ny huskøber måske skal til at bruge lidt oftere.
Grevinde Alexandras nabo på Svanemøllevej har nemlig sat sin villalejlighed til salg for knap fire millioner kroner, skriver Boliga.dk.
Og skulle du have lyst til at købe den, får du – ud over muligheden for at nikke høfligt til en grevinde og to prinser – lov at bo i en “klassisk, herskabelig og charmerende liebhaverejendom”, som mægleren skriver.
Huset ligger på Svanemøllevej på grænsen mellem Hellerup og Østerbro - et område, der er kendt for sine mange dyre villaer og lejligheder.
Alexandra flyttede i 2005 ind i det store, hvide palæ på 269 kvadratmeter på Svanemøllevej 15, efter hun var blevet separeret fra prins Joachim i 2004 og skilt året efter.
I dag bor grevinden som bekendt sammen med sin mand Martin Jørgensen, og sammen deler de det store fashionable hus med prinserne Nikolai og Felix.
Få et glimt af kongefamilien
Matriklen bliver fra tid til anden omdrejningspunkt for kongelig opmærksomhed, når kongefamilien med jævne mellemrum kommer på besøg.
Sidst var til prins Nikolais 12-års fødselsdag den 28. august, hvor kronprins Frederik deltog sammen med Isabella og Christian. Prins Joachim, prinsesse Marie og lille prins Henrik var naturligvis også at finde blandt gæsterne. Kronprinsesse Mary kunne ikke deltage, da hun var i Afrika.
Så er du royalist og har fire millioner kroner stående på kontoen, så kunne villalejligheden på Svanemøllevej måske være noget for dig.
Gå ind på boliga.dk og se grevinde Alexandras nabohus – klik her!