
Prins Henrik er sikkert blevet inspireret af sønnerne, i hvert fald har prinsgemalen erhvervet sig en iPad, som han trods sine 77 år er blevet helt ferm til at betjene. (Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
12 december 2011 |
Trine Larsen
Prinsgemalen er trods sine 77 år begyndt at surfe.
Dog ikke på vandet rundt om kongeskibet, men surfe på nettet.
Prinsen er nemlig kommet rigtig med på moden. For én af tidens helt store diller og tendenser – Apples iPad – har nu også fundet vej til prinsgemalen på Amalienborg.
Mens dronning Margrethe – med egne ord er fuldstændig analfabet, hvad angår it – og engang under et interview med undertegnede proklamerede, at hun ikke en gang kunne finde ud af sin video-maskine, er hendes mand tilsyneladende helt med fremme, når det gælder seneste teknologi.
For mens dronningen stadig ringer via omstillingsbordet på slottet, kaldet Hoftelegrafen, har prins Henrik i mange år haft glæde af sin mobiltelefon. Men senest har prinsgemalen udvidet sin samling af elektroniske hjælpemidler og fået sig en iPad, som han efter sigende er rigtig ferm til at betjene.
Den lille lette, bærbar computer-tablet fra Apple, som prinsgemalen ivrigt bruger bl.a. til at surfe på nettet og finde informationer, kan han have med overalt. Han kan læse bøger på den, og prinsen kan modtage mails fra både sine ansatte ved hoffet samt fra venner, selv om han sidder på vinslottet Cayx i Frankrig, ligesom han kan downloade musik og nyde en klassisk koncert i både lyd og billeder.