
Vejret viste sig fra sin smukkeste side, da Marie forleden ankom til Slagelse. Derfor var det varme vintertøj også hængt i skabet og afløst af et sommersjal. (Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET)
09 april 2011 |
Henrik Salling
Under indvielse af nyt campus i Slagelse afslørede prinsessen, at hun får en stor rolle ved tvillingedåben i Holmens Kirke den 14. april.
Når danskerne om en uge sidder klistret til TV-skærmen for at følge tvillingedåben, er der specielt én i den kongelige familie, som i længere tid har vidst, at hun skal spille en større rolle.
Det er prinsesse Marie, som kronprinsparret har udset sig til at være fadder for en eller måske begge tvillinger.
Da prinsessen i mandags tog turen til Slagelse for at indvie en ny afdeling af Syddansk Universitet, fik BILLED-BLADET mulighed for at spørge prinsessen direkte.
Glæder De Dem til at stå fadder ved den kommende tvillingedåb?
- Ja, det gør jeg, smilede prinsessen og bekræftede dermed, at hun som én af flere vil være at finde ved døbefonten den 14. april i Holmens Kirke.
Et oplagt valg
Dermed sender kronprinsparret et tydeligt signal om, at forholdet mellem de to grene af familien aldrig har været bedre.
Mary stod fadder ved prins Henriks dåb i Møgeltønder Kirke, og med Marie i en tilsvarende rolle er der tale om et oplagt valg.
Hun hører frem for alt til den allernærmeste familie. Men vigtigt er det også, at hun bærer titel af prinsesse. At hun ikke stod fadder til hverken Christian eller Isabellas dåb har den simple årsag, at hun slet ikke var kommet til Danmark dengang. Maries indtræden i den kongelige familie skete først officielt, da hun sagde ”ja” til sin prins den 28. maj 2008.


Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette