
Et flertal i befolkningen ønsker nu, at kronprinsesse Victoria overtager pladsen fra sin far kong Carl gustaf. (Foto: AOP)
23 maj 2011 |
Ulrik Ulriksen / Jan Bergman
Svenskerne har fået nok af deres konge - et flertal ønsker Victoria på hans plads.
Der er på det seneste skrevet en hel del i de svenske medier om en billedserie, der angiveligt viser kong Carl Gustaf i selskab med nøgne kvinder på en stripklub.
Om billederne overhovedet findes, vides ikke, men bare rygterne om dem har skadet den svenske kongefamilie.
Ikke kun familiens image er på spil, men internt i familien er stemningen også dårlig.
Hoffets pressechef lægger ikke skjul på, at medlemmerne af familien har det skidt med sagen. Hoffets pressechef Bertil Ternert kræver nu ifølge Aftonbladet, at billederne bliver lagt frem, hvis der er nogen, som har dem. Ellers skal der lægges låg på sagen, så krisen i det svenske kongehus kan afblæses.
Hele sagen har tilsyneladende skadet kongehusets omdømme i en sådan grad, at et flertal af svenskerne nu ønsker, kongen skal gå af.
Ifølge en ny meningsmåling foretaget af Demoskop for den svenske avis Expressen ønsker 59 procent af befolkningen, at kongen abdicerer og gør plads til sin 33-årige datter, kronprinsesse Victoria.
Den svenske TV-kanal TV4 hævder at være i besiddelse af billederne, men om vi kommer til at se dem, er endnu uvist.
Mød os på Facebook – klik herunder hvis du synes godt om dette