
Prinsesse Benedikte og prins Richard er tydeligt glade på deres datters vegne. (Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)
17 juni 2011 |
Annelise Weimann
Aftenen før prinsesse Nathalies bryllup inviterede hendes forældre 150 gæster til barbecue i slotsparken.
BILLED-BLADET i Berleburg Det er en stor begivenhed i Bad Berleburg, at prinsesse Benediktes yngste datter, Nathalie, lørdag kl. 17 gifter sig med Alexander Johannsmann i byens evangeliske kirke. Mange af byens huse er pyntet med både danske og tyske flag, og alle glæder sig til brylluppet.
Dagen før hyggede det kommende brudepar sig hele eftermiddagen i slotsgården med de gæster, der ankom lidt efter lidt, og om aftenen var der barbecue for 150 gæster i slotsparken.
Den danske slagter Martin Belli Jørgensen stod ved maden, der blev tilberedt på fire store grill. Der blev bl.a. serveret helleflynder, kæmperejer, oksekød, kyllingespyd og marineret svinekam samt bratwurst. Varerne var nøje udvalgt af prinsesse Benediktes kok Martin Jacobsen, der er hovedansvarlig for den kulinariske del af hele bryllupsarrangementet.
Gæsterne var en blanding af danske og tyske venner. Dronning Margrethe var ankommet med helikopter kort forinden, men fra Danmark kom desuden Peter Zobel, der jævnligt holder jagt, hvor Berleburg familiens mandlige medlemmer deltager. Han ankom sammen med norske Cecilie Brenna. - Men hun er ikke min kæreste, bedyrede han. Mette og Christian Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær var også blandt gæsterne sammen med hans forældre, Brita og Preben Ahlefeldt-Laurvig. Desuden kom Molise og Niels Iuel-Brockdorff fra Valdemars slot samt Majse og Frank Uhrenholdt og Gitte og Henrik Wedell-Wedellsborg.
BILLED-BLADET er til stede ved det royale bryllup, og vi dækker hver eneste detalje fra begivenheden. Det kan du glæde dig til at læse om i et særligt tillæg til bladet på torsdag.

Peter Zobel og Cecilie Brenna. (Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)