
Prinsesse Nathalies lille familie: Hendes mand Alexander Johannsmann og deres lille søn Konstantin. (Foto: Officielt Billede)
26 juni 2011 |
Annelise Weimann
Prinsesse Nathalie havde hele familien samlet på sin store dag.
Det var ubetinget prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmanns store dag. Lykkelige og forelskede havde de en time tidligere sagt ja til hinanden i Berleburgs evangeliske kirke. Nu var det tid til at tage de officielle billeder sammen med den nærmeste familie i den smukke salon på første sal på slottet.
Men én manglede: den daglige hovedperson i familien, 11 måneder gamle Konstantin. Selvfølgelig skulle han med på sine forældres bryllupsbillede, og den dejlige dreng blev straks hentet. Han var allerede klædt i det fineste tøj, han endnu har haft på i sit liv: hvide bukser, stribet jakke og hvid skjorte.
Billedet, som parret selv har valgt som det officielle foto, viser en nutidig familie, der følger med tiden. Selv om det er deres bryllupsdag, har brudeparret allerede et barn. Og som noget helt naturligt er han ikke bare med, men i centrum på denne festdag. Det var utænkeligt for år tilbage, men prinsesse Nathalie og hendes mand er et moderne par, der blot bor i fornemme, gamle omgivelser.
Se billedet herunder:
Brudeparrets søn Konstantin var med, da mor og far blev fotograferet i den store spisestue på første sal i hovedbygningen på Berleburg Slot. (Foto: Officielt billede)
Forreste række (f.v.): Dronning Anne-Marie, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og prins Richard, Alexanders forældre, Heinrich-Wilhelm Johannsmann og fru Jutta, samt hans mormor Ilse Henkenjohann.
Bagerste række (f.v.): Kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Alexandra med børnene komtesse Ingrid og grev Richard, Carina Axelsson, prins Gustav, kronprinsesse Marie-Chantal, kronprins Pavlos samt forloverne Peter Lösser og Emma Hindle.