
Prins Joachim ankom middagstid til Rigshospitalet sammen med sønnen, prins Henrik. (Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET)
25 januar 2012 |
Trine Larsen
Lilleprinsen kom på besøg med farmand.
Prinsesse Marie og hendes kun et døgn gamle datter hviler ud på Rigshospitalets barselsgang.
- Tak, de har det begge rigtig godt, sagde prins Joachim glad og tilføjede:
- Men de kommer ikke hjem i dag.
Den nybagte far til fire, ankom middagstid til Rigshospitalet sammen med sønnen, prins Henrik, der tilsyneladende ikke har spor imod at være blevet storebror.
Han glæder sig i hvert fald til, både at komme op og hilse på sin mor, prinsesse Marie og gense sin lillesøster. Prins Henrik havde sovet hjemme på Amalienborg og savnede sikkert også sin mor, selvom han havde sin far lige ved hånden.
Så snart lilleprinsen kom ud af bilen styrede han, med sin far i hånden, ivrigt mod indgangen og elevatorerne, der skulle køre dem op på anden sal, hvor de to prinsesser ventede.
Ellers har der været roligt på Rigshospitalet, hvor familie og venner hele dagen har skånet familien og især den nybagte mor og hendes datter for trættende besøg og uro. Derfor var det kun den lille nyfødte prinsesses far, mor og storebror, der onsdag hyggede sig sammen.
Det ventes dog, at et par af prinseparrets nærmeste venner vil kigge forbi i løbet af aftenen for at ønske tillykke og med egne øjne se den lille prinsesse, der betegnes som bedårende, af dem, der har set hende.
