
– I ”Sommer” var jeg mor for en hel ny familie. Så intenst blev vores forhold, siger Lisbet Dahl om rollen som Sophia Sommer. (Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET)
06 august 2011 |
Casper Nielsen
Under optagelserne til ”Sommer” skulle skuespilleren pludselig opereres. Det passede hende bestemt ikke.
- Om jeg springer på den? Ja, men kun hvis jeg er fuld!
Griner Lisbet Dahl. Men så tager fanden – eller spontaniteten – alligevel ved hende. Få sekunder efter fjedrer hun op og ned på sin havetrampolin. Hun har ellers kun kaffe i blodet, for aftenens dobbeltforestilling i Cirkusrevyen venter.
Men (spring)fuld af god energi er hun, og sådan har hun grundlæggende haft det, siden hun indspillede serien ”Sommer”.
- Det er rigtigt, at jeg har følt sådan en grundtilfredshed, siden vi lavede ”Sommer”, men jeg synes ikke, det har noget specielt med serien at gøre. Det er bare sådan en grundlykke, jeg har og holder fast i. ”Lykken ligger foran dig”, sagde min mor altid. Og når jeg ser på mit liv, min familie, mit arbejdsliv og karriere, skulle jeg da være et skarn, hvis jeg klagede. Grundlæggende er jeg et positivt menneske, og jeg holder fast i at være positiv og ikke ryge i den anden grøft, siger Lisbet.
Lisbeth blev rasende
Derfor så hun det også mest som ”irriterende”, da hun under optagelserne af ”Sommer” måtte afbryde rollen og gennemgå en hjerteoperation.
- ”Hvornår kan jeg så arbejde igen? Om et halvt år, siger I! Glem det. Jeg skal på optagelser igen efter nytår”, sagde jeg. ”Hør nu her: Ulf Pilgaard gennemgik samme operation, og han tog på ferie lige efter. Han kunne godt nok ikke bære kufferterne ned, men han kunne sgu godt, da han skulle hjem igen”, sagde jeg – og så tog jeg ellers på optagelser. Jeg var blevet rasende, hvis ikke jeg var kommet tilbage, siger Lisbet og tilføjer eftertænksomt:
- Gad nok vide, om man kan se operationsarret i nogle af scenerne?