6. jul. 2023
Af Sofie Nymand, Marianne Singer

Grev Ingolf og grevinde Sussie: Derfor fik vi aldrig børn

Grevinde Sussie og grev Ingolf af Rosenborg
Grevinde Sussie og grev Ingolf af Rosenborg
Foto: Hanne Juul
Greveparret blev gift i 1998, og hverken sammen eller i deres tidligere ægteskaber har grev Ingolf og grevinde Sussie fået børn.

For 25 år siden sagde de ja til hinanden på rådhuset i Egtved.

Grevinde Sussie var 48 år og grev Ingolf 58.

De havde mødt hinanden to år forinden på Sorgenfri Slot i forbindelse med bodelingen efter grev Ingolfs mor, arveprinsesse Caroline-Mathilde, hvor Sussie hjalp til som advokat.

Mødet udviklede sig til kærlighed, og i marts fejrede de sølvbryllup.

Hverken inden eller sammen har grev Ingolf og grevinde Sussie fået børn, men det spørgsmål er de helt afklarede med.

Grev Ingolf, der er fætter til dronning Magrethe, har tidligere fortalt, at han fik fåresyge som barn.

Det betød, at han senere i livet ikke kunne få børn.

Også grevinde Sussie har haft sine personlige grunde til, at hun fravalgte at blive mor.

– Jeg har aldrig ønsket at få børn, fortæller Sussie til BILLED-BLADET og uddyber:

– Jeg havde mange andre ting, jeg skulle, og derfor blev det ikke. Da jeg mødte dig (henvendt til grev Ingolf, red.) var det også for sent. Selv om du var i stand til at få børn, var det for sent.

Et helt børnefrit liv lever Sussie dog ikke:

– Men jeg nyder til gengæld andres børn, fortæller hun, mens grev Ingolf tilføjer med et grin:

– Ja, som man kan aflevere tilbage igen.

Både grev Ingolf og grevinde Sussie har tidligere været gift.

Grev Ingolfs første hustru, Inge, gik bort i 1996 efter kræftsygdom. Mens grevinde Sussie var fraskilt, da de mødte hinanden.

Læs mere om: