Alberte og Mek Pek indtager Tivoli
Nu kan børnene komme til "Åh Abe"-koncerter med bløde sæder og lysekrone i loftet.
Hvis du hører til dem der synes, at børn skal have kendskab til de klassiske børnesange, så byder den stemningsfulde Glassal i Tivoli på en familieeftermiddag med "Åh Abe"-koncert på menuen.
Det er nu 19 år siden, at Alberte Winding og Mek Pek sammen med en flok popmusikere sprang ud med "Åh Abe"-albummet. Et album der sparkede uhørt fornyet liv og interesse i de klassiske danske børnesange.
I den stemningsfulde Glassal bliver der tale om to koncerter henholdsvis den 4. og 5. august, hvor blandt andre Alberte synger om Frede der kan lide frikadeller og sodavand med brus…
- "En Åh Abe"-koncert er, som Tivoli, noget børnene er vokset op med og har været til mindst én gang. Vi udgav den første CD "Åh abe" i 1993 og dengang var der ingen der troede det ville blive et så kæmpe hit, der stadig holder her 19 år efter. Jeg elsker at komme Haven med mine egne børn og Glassalen er et helt perfekt sted at spille de dejlige sange, som både børn, forældre, bedst og oldeforældre er vokset op med, siger Mek Pek
Snart fyldes Glassalen altså med elskelige omkvæd fra sange som Åh Abe, Tre små fisk og Hej Frede. Med en akustik i top, bløde sæder, lysekrone i loftet og en helt særlig atmosfære i Glassalen er der lagt op til en særlig koncert i børnehøjde. I salen sidder børn og voksne tæt på scenen med frit udsyn til alt hvad der sker. 












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/article/1320-charlotte-favorit_stort.jpg)




