Anders Lund Madsen og storebror til Afrika
Tvivlen har naget de to spøjse brødre, Anders og Peter Lund Madsen, efter at de for 10 år siden vandt en million kroner i "Hvem vil være millionær". De forærede pengene til Folkekirkens Nødhjælp og var i Zimbabwe for at se, hvad pengene blev brugt til. Men hvad nu? Brødrene har spekuleret på, hvad der egentlig er sket, her længe efter at den sidste krone er givet ud. Derfor tager de nu til Afrika for at undersøge sagen, fortæller de til MetroXpress.
Hjerneforsker Peter Lund Madsen vil gerne tro på, at udviklingshjælpen virker, mens hans lillebror, TV-vært og tusindkunstner, Anders Lund Madsen, er mere i tvivl.
- Derfor tager vi til vinter af sted sammen med et TV-hold for at se, om det passer. Du kan se med til september næste år på DR1, fortæller Anders og Peter Lund Madsen.
Mandag aften den 15. september 2002 i "Hvem vil være millonær" havde brødrene fuldstændig styr på, hvilke af fire billedkunstnere, der havde malet det ældste maleri. Var det Edvard Munchs "Skriget", Vincent van Goghs "Kartoffelspiserne", Claude Monets: "Frokost i det grønne" eller P. S. Krøyers: "Hip hip hurra"?
"Frokost i det grønne" lød deres rigtige svar, og så var millionen hjemme for anden gang i den populære TV-quizz's danske historie. Hele præmien gav de ubeskåret videre til Folkekirkens Nødhjælp.
- Min bror og jeg synes, at Folkekirkens Nødhjælp er de sejeste. De stikker ikke op for bollemælk og går ind og hjælper også de uhippe steder," sagde Anders Lund Madsen den gang.