Anne Fabricius-Bjerre fest: 70 år og superflot
Alle etager var i brug, da familie og venner var til fødselsdagsfest hos Anne Fabricius-Bjerre i hendes rækkehus i Klampenborg. Anledningen var hendes 70-års fødselsdag, og antallet af gæster endte også med at blive 70.
Efter at have afleveret overtøj og gaver i et lille telt i forhaven, stod Anne klar med kolde mojitos som velkomstdrinks, og så var der ellers fest og musik til klokken halv to om natten. En af de store overraskelser var rapperen Per Vers, der på rim og sang leverede festlige anekdoter fra Annes liv, så gæsterne lå flade af grin.
Aftenen igennem underholdt Frans Bak og hans band sammen med den brasilianske sangerinde, Silvana Malta. Fra et telt i baghaven kunne gæsterne forsyne sig med de lækreste retter, hvorefter alle fandt deres plads ved borde rundt om i husets tre etager.
Selve fødselsdagen fejrede Anne Fabricius-Bjerre i Marrakech med sine børn, men fredag aften var det altså vennernes tur til at råbe hurra for deres smukke, sjove og søde 70-årige veninde.