Bitter Lille Palle – vil anerkendes for medvirken i Matador
Harmonikaspilleren er med i afsnit 23 i ”Matador” - men glemt på rulleteksterne.
Musikeren Palle Andersen, kendt som Lille Palle, rundede de 70 i går og havde kun ét eneste fødselsdagsønske: At blive anerkendt for sin medvirken i alle tiders TV-serie "Matador".
Lille Palle har ikke som sådan en rolle i serien, men i afsnit 23 hiver han harmonikaen frem og optræder med tre sange på Jernbanerestauranten. Alligevel er han ikke krediteret som musiker.
- Hvis du vidste, hvor meget jeg har gjort for at komme med på den kreditliste. Jeg har snakket med både Nordisk Film og Danmarks Radio, men ingen tager ansvar, siger Palle Andersen til BT.
- Det er heller ikke fordi, jeg nødvendigvis vil nævnes for at blive nævnt. Men jeg går glip af flere ting. I forbindelse med genudsendelsen blev der holdt noget sammenkomst for de medvirkende. Men jeg står hverken i rulleteksterne eller på den komplette liste over alle medvirkende på produktionen, så jeg blev ikke inviteret. Det er lidt bittert. Derudover er det også et spørgsmål om aflønninger, påpeger Lille Palle, der kun fik løn de to første gange, serien rullede over skærmen.












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/article/1321-sandaler-stort.jpg)




