Anne Fabricius-Bjerre: Sådan mødte jeg Bent
Egentlig lå det ikke rigtig i kortene, at Anne Fabricius-Bjerre skulle drive det til noget stort.
Hun er nemlig fra den tid, hvor mange piger havde flinkeskolen med sig ud i livet og af den grund kom til at have deres egne indre kampe med at sige fra og så sandelig også til, efterhånden som det gik op for dem, at vejen frem ikke altid lå i at være føjelig og flink.
– Min far mente, at piger skulle holde sig i baggrunden, og at det var mændene, der skulle have jobbene. Vi piger behøvede ikke at optage pladser på de højere læreanstalter. Vi skulle bare have en uddannelse, vi kunne falde tilbage på, hvis vi blev skilt. Jeg hørte tit bemærkninger som »det skal du ikke kaste dig ud i!« eller »det tror jeg ikke er noget for dig!« Det har til gengæld betydet, at jeg har bakket mine egne børn 500 procent op i det, de ville, og roser og roser. Jeg tror jo på, det er enormt vigtigt at få opbakning hjemmefra, fortæller hun.
Anne Fabricius-Bjerre fik en uddannelse som lægesekretær. Det var en hurtig uddannelse. Den mente hendes far, at hun kunne klare.
Efter 12,5 års ægteskab, tre børn og en skilsmisse mødte hun Bent Fabricius-Bjerre, der blandt andet har skrevet titel-melodien til Matador.
Mødte hinanden ved et middagsselskab
De blev sat sammen til en middag hos nogle fælles venner, som mente, at de to da lige måtte være noget for hinanden. Og det var de jo.
Biografdirektør og filmkender blev hun ved et tilfælde, forklarer hun.
– Og kun fordi Bent stod og manglede en direktør til Dagmar Teatret. Han kom en dag og spurgte, om jeg ville passe telefonen i Dagmar, indtil han fandt en ny direktør. Det tror jeg godt, jeg kan, sagde jeg, husker Anne Fabricius-Bjerre.
Og det kunne hun. Hun kunne også mere end passe telefon. Og der blev aldrig brug for at finde en ny direktør. For direktøren hed nu Anne Fabricius-Bjerre.
Succes var begynderheld
Hun kalder det »begynderheld«, da hun gik efter sin fornemmelse, der sagde hende, at der manglede en bestemt type film i det repertoire, der blev vist, og fandt Pink Floyd-filmen »The Wall«. Den kørte næsten to år i Dagmar Teatret og kun dér og var en strålende forretning.
Ud over at lede biograferne i Dagmar Teatret kom hun også til at stå i spidsen for biograferne i Scala og kæmpe med at få folk derop for at se film. Samtidig var hun i en lang periode filmindkøber i hele Skandinavien for Warner-Metronome.