Cecilie gjorde dommerne blød i knæene - Kyllingen styrtede
Vi var kommet sydpå i aften, da salsa og rumba-rytmerne fra the Anthonelli Orchestra fyldte Vild med dans-studiet.
Det var en aften uden superstjerner og store gaver, men alligevel blev det et kanon show, da danserne leverede forrygende shows.
Det er en ren fornøjelse at følge de resterende dansepar, der har en utrolig gnist og kemi parrene imellem. Det kommer til udtryk på dansegulvet, hvor de spreder smil i massevis.
Kanon start
Christina Hembo og Thomas Evers Poulsen skød showet i gang med en drøn god salsa, og dansegløden i Christinas øjne var ikke til at overse - hun elskede at være på det dansegulv. De fik også eksotisk opbakning, da Christinas venner og familie var troppet op i Hawaiiskjorter og med drinks med paraply i.
Patrik Wozniacki fortsatte sin charmeoffensiv på de kvindelige dommere, og endnu en gang kunne Anne Laxholm ikke modstå hans vrikkende hofter.
Rebellen Silas
Den rebelske Silas Holst smurte ekstra underholdning på dansen med Laura Drasbæk, selvom dommerne vil se mere danseteknik. I et forrygende underholdende show blæste de dommerne omkuld med utroligt vovede tricks.
Michael Rasmussen fandt sig godt tilpas i jiven, og det afspejlede sig i dommernes karakterer - han slog sin egen pointrekord, da han scorede flotte 25 point. Desværre endte de igen sidst.
Charmerende Cecilie
Dommerne morede sig gevaldigt i aften, og kastede om sig med syvtaller. Det resulterede i en utrolig tæt stilling, hvor tre par var på en delt førsteplads. Men i wienervalsen, der var fællesdansen, skilte ét par sig ud.
Cecilie Hother havde med sit dejlige og charmerende væsen indtaget dansegulvet i aften, og blev den bedste i begge danse. Kemien mellem hende og partneren Mads Vad er fantastisk, og det smittede af på alle i studiet.
Vejrværten er gået gennem en flot udvikling, hvor hendes dejlige humør og søde smil er gået forrest i alt, hun har gjort. Dommerne var vilde med hende!
Kyllingens sidste dans
Men wienervalsen skilte også to fra i bunden af stillingen. Som sædvanlig var Michael Rasmussen at finde, men for første gang var Patrik og Claudia faldet så langt ned.
Det var dog første gang for begge par, da de endte i omdansen - fortjent nok, set ud fra stillingen. Nervøsiteten var ikke til at se på dansegulvet, da begge par dansede deres måske sidste dans. Men bag kulisserne var frygten til at se. Frygten for at skulle forlade dét, som har udgjort så stor en del af deres liv de sidste par måneder.
Stemmerne blev gjort op, spændingen steg - nu skulle afgørelsen falde.
Og det blev ungdommen der sejrede. Patrik og Claudia overlevede deres første omdans, og brød ud i en glædesrus. Derimod var det en sørgmodig, der måtte konstatere at danseevnerne ikke længere kunne følge med de resterende par.
Fem par er skrumpet ind til fire, og nu nærmer vi os for alvor finalen. Læs mere om Vild med dans i BILLED-BLADET. 
Mød os på Facebook - klik herunder hvis du synes godt om dette












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/panthermedia_a6005011_3699x2646.jpg)




