16. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Christiane Schaumburg-Müller Åxman åbner op om svær graviditet: Mistede lysten og glæden ved alt, men så tog Daniel affære

Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller Åxman 
Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller Åxman
Foto: Kaspar Wenstrup
Christiane Schaumburg-Müller Åxman åbner op om den svære graviditet, hun gennemgik sidste år, og hvordan hendes mand formåede at gribe hende, før hun sank helt hen i mørket.

Sidste år ramte sorgen for alvor tv-vært Christiane Schaumburg-Müller Åxman og hendes mand, Daniel Åxman, da de mistede deres ufødte barn i uge 21.

Det lille liv nåede aldrig at møde verden, men alligevel gennemgik Christiane Schaumburg-Müller Åxman, frem til sin spontane abort, en hård graviditet, hvor hun oplevede at synke ned i et mørke, hun aldrig tidligere har prøvet.

Det fortæller tv-værten i sin nye podcast ”Hverdag – med Christiane”, hvor hun åbent, ærligt og sårbart fortæller om den svære periode, men også hvordan hendes mand formåede at gribe hende.

For ’Den søde ventetid’ er langt fra lige sød for alle. Knap to procent af alle gravide bliver nemlig ramt af Hyperemesis, der er en graviditetsbetinget sygdom, der medfører overvældende kvalme og utallige daglige opkastninger.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman var en af de få, der døjede med sygdommen under graviditeten med sit andet barn, og i podcasten forklarer hun, hvordan hun aldrig tidligere har prøvet noget så invaliderende.

Lugtesansen var skærpet, hun kastede op tyve gange om dagen, og det påvirkede den ellers altid storsmilende tv-værts glæde og lyst. Heldigvis modtog hun stor støtte fra sin mand, der ikke havde i sinde blot se til, mens hans kvinde sank hen.

– Min mand tog det ret alvorligt, at jeg sumpede ned i så mørkt et hul på sofaen. Det lignede mig slet ikke. Han havde det hårdt med at se mig sådan, fortæller hun i podcasten, hvorefter hun ligeledes forklarer, hvordan han tog affære.

– Han tvang mig. Bar mig ud i bilen med dynen, og så kørte vi til Sverige. Vi skulle ud at gå tur. Jeg havde det stadig dårligt, men der var dog lidt lyspunkter. Det hjalp fordi han blev ved, fortæller hun.

Efter Daniel Åxman havde læst om sygdommen, viste han sig nemlig som en handlingens mand, hvilket muligvis var en klog beslutning. Kvinder med Hypermesis er nemlig i forhøjet risiko for at udvikle en depression.

På tidspunktet for den parrets spontane abort var de forlovede, og i marts kunne de endelig forsegle deres kærlighed ved et overdådigt bryllup.

Den sammenbragte familie består af Christiane Schaumburg-Müller Åxman og sønnen Constantin, som hun har fra sit tidligere ægteskab med musikeren Liam O’Connor. Derudover har Daniel Åxman ligeledes to døtre fra et tidligere forhold.

Du kan lytte til hele Christiane Schaumburg-Müller Åxmans podcast her.

Læs mere om: