19. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Dronning Margrethes nære venner fejrede diamantbryllup: Sådan blev de hyldet af deres kendte skuespillerdatter

Birgitta og Kjeld Hillingsø 
Birgitta og Kjeld Hillingsø
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethes nære venner, Birgitta og Kjeld Hillingsø, har netop fejret 60 års kærlighed. En imponerende bedrift der fik deres kendte skuespillerdatter til at dele rørende ord om forældrenes livslange kærlighed.

Diamantbryllup og 60 års kærlighed er efterhånden de færreste forundt. Alligevel var det netop, hvad skuespillerinde Ellen Hillingsøs forældre, Birgitta og Kjeld Hillingsø, kunne fejre på Kristi himmelfartsdag.

I dagens anledning delte Ellen Hillingsø derfor rørende ord til forældrene på sin Instagram-profil, ligesom hun afslørede, hvad der, ifølge diamantbrudeparret, er opskriften på et langt liv sammen.

Skuespillerinden beskriver nemlig, at selv om kærlighed klart er én af ingredienserne, så kommer man, ifølge hendes forældre, ikke langt uden også at være i besiddelse af en god portion udholdenhed.

Foruden flotte ord og hyldest fra deres datter modtog brudeparret desuden en skriftlig lykønskning fra Dronning Margrethe. En hyldest der bestemt ikke begrænser sig til majestætens nære, personlige venner.

Birgitta og Kjeld Hillingsø sammen med datteren Ellen Hillingsø til bogforum i 2019. 
Birgitta og Kjeld Hillingsø sammen med datteren Ellen Hillingsø til bogforum i 2019.
Foto: Mikael Rieck

Samtlige ægtepar, der formår at fejre enten diamantbryllup samt krondiamant-, jern eller atombryllup, modtager nemlig en hjertelig lykønskning fra dronningen.

Ulig de fleste andre brudepar, der sammen har nået den imponerende milepæl, så er Kjeld og Birgitta Hillingsø dog nære venner med Dronning Margrethe, så mon ikke parret også har modtaget lykønskningen på anden vis.

Kjeld og Birgitta Hillingsø er forældre til Ellen og Jens Hillingsø.

Kjeld Hillingsø er desuden pensioneret generalløjtnant. I 1965 modtog han det ærefulde storkors af Dannebrogordenen, der tildeles for fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning.

Du kan se billederne og læse Ellen Hillingsøs rørende ord til forældrene ved at klikke her.

Læs mere om: