26. jul. 2014
Af af Niels Burgos

50 år i dag: Tillykke Sandra Bullock

Sandra Bullock, smuk alenemor på 50.
Sandra Bullock, smuk alenemor på 50.
Foto: All Over
En af Hollywoods smukkeste stjerner kan i dag fejre sin 50-års fødselsdag som alenemor til adoptivsønnen Louis.

Sandra Bullock punkterer om nogen myten om, at kvinder over 40 ganske langsomt, men sikkert, daler ned fra stjernehimlen i Hollywood. I dag, søndag 26. juli, fylder hun 50 - og mange vil med rette mene, at hun er smukkere end nogensinde. Samtidig har hun placeret sig som en af filmbranchens helt store stjerner - ikke mindst efter sidste års film "Gravity", hvor hun svævede vægtløst rundt i rummet med George Clooney.

Sandra er datter af den tyskfødte opersangerinde Helga Meyer og den amerikanske stemmetræner John Bullock. Hun boede de første 12 år af sit liv i Tyskland og begyndte allerede som barn at synge i kor i moderens operaer. I 1976 flyttede familien tilbage til USA, hvor Sandra begyndte at studere drama, men hun sprang fra studiet og rykkede til Hollywood for at forsøge sig på egen hånd. Det blev til mange mindre roller - og først i 1994 kom hendes helt store gennembrud i filmen "Speed".

Siden har der både været nogle mindre mindeværdige præstationer - og nogle helt fantastiske roller. I 2009 modtog hun således både den såkaldte Raspberry Award som årets værste skuespiller for sin rolle i "All About Steve" og en Oscar som bedste skuespillerinde i "The Blind Side".

Hun har været kæreste med store navne som Matthew McConnaughey og Ryan Gosling, men giftede sig i 2005 med motorcykel-byggeren Jesse James. Ægteskabet holdt i fem år - men inden skilsmissen i 2010 havde parret søgt om at adoptere et barn. Sandra fortsatte processen efter sin skilsmisse og er i dag enlig mor til adoptivsønnen Louis Bardo Bullock..

Læs mere om: