4. maj. 2023
Af Majken Munk

Efter mere end 50 år i branchen hædres Michael Douglas med ærespris

Michael Douglas
Michael Douglas
Foto: Richard Shotwell/AP/Ritzau Scanpix
Den 78-årige skuespiller Michael Douglas skal senere på måneden hædres med en helt særlig pris.

Michael Douglas kommer ud af en familie af skuespillere.

Han er gået i sin fars Kirk Douglas fodspor, og har akkurat som sin far haft en længerevarende karriere.

For sine mere end 50 år i branchen, hædres 78-årige Michael Douglas med en pris ved årets Cannes Filmfestival. Det skriver Variety.

Han bliver modtager af æresprisen Honorary Palme d’Or.

Michael Douglas var første gang med til den franske filmfestival i 1979 med filmen ”The China Syndrome” med James Bridges.

Senest besøgte han festivalen i 2013 med filmen ”Behind the Candelabra”.

For ham har det altid været en stor oplevelse at deltage i Cannes Filmfestival.

- Det er altid et frisk pust at deltage i Cannes, som i mange år har været en vidunderlig platform for dristige kreatører, kunstneriske vovehalse og fremragende historiefortælling, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Fra mit første besøg her i 1979 med ”The China Syndrome” til min seneste premiere på ”Behind the Candelabra” i 2013, har festivalen mindet mig om, at magien ved film ikke kun er, hvad vi ser på lærredet, men også dets evne til at påvirke mennesker i hele verden. Efter mere end 50 år i branchen, er det en ære at vende tilbage til stranden Croisette for at åbne festivalen og omfavne det internationale sprog, som film er, uddyber han.

Michael Douglas begyndte sin karriere med småroller i starten af 1970’erne, men det var i 1979 han fik sin første store filmrolle.

Siden er han måske mest kendt for sine roller i hitfilmene ”Wall Street” og ”Basic Instinct” for blot at nævne flere.

Cannes Filmfestival åbnes tirsdag den 16. maj, hvor Michael Douglas vil modtage æresprisen.

Læs mere om: