9. jun. 2014
Af Lisbeth Grube

Familien nød en måned med Nikolaj Coster-Waldau i Australien

Nikolaj Coster-Waldau og familien.
Nikolaj Coster-Waldau og familien.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Den danske stjerne har haft besøg af sin hustru og to døtre i Sydney.

Nikolaj Coster-Waldau, der har fået verdenssucces med sin rolle i TV-serien ”Game of Thrones”, er en travl herre – men familien skal der være tid til. For få uger siden kom hans hustru, Nukâka Coster-Waldau, og parrets to piger, Safina og Filippa, hjem efter en måned i Sydney med Nikolaj.

- Der skal jo familiesammenføring til engang imellem, fortæller Nukâka i et interview med Berlingske.

Hun forklarer, at firkløveret er vant til, at der kan gå adskillige uger, hvor familien ikke er samlet. Og at det er nødvendigt at rejse væk fra Danmark og mødes ude i verden, hvis de vil være sammen.

- Men Nikolaj er på optagelse om dagen, og jeg er meget obs på, at pigerne får passet deres lektier. Filippa går i 7. klasse, så det er et spørgsmål, hvor længe, vi kan blive ved med at hive dem ud af skolen. De har deres venskaber her i Lyngby, det betyder mere og mere for dem, fortæller hun.

Vil ikke flytte

Familien har været i Canada, Australien, USA og mange andre steder for at være sammen. Og Nukâka og døtrene har ikke planer om at flytte.

- Da vi var yngre, ville Nikolaj gerne have, at vi flyttede til USA, men jeg var ikke klar. Og da jeg var klar, var han ikke længere så meget i USA. I dag er det blevet for dyrt at lave filmproduktioner derovre. Derfor foregår optagelserne som regel andre steder i verden. Så kunne vi sidde dér i USA, og han var et helt andet sted, det ville jo ikke hænge sammen, siger hun.

- Når Nikolaj er i Danmark, er han her et hundrede procent. Det, synes jeg også, der er mange fordele ved, fastslår Nukâka Coster-Waldau.

Læs mere om: