10. aug. 2016
Af Helle Skram de Fries

Martin Miehe-Renard fejrer 60-års fødselsdag med teenage-party

Martin Miehe-Renard og Karin Jagd
Martin Miehe-Renard og Karin Jagd
Foto: Hanne Juul
Skuespiller og instruktør Martin Miehe-Renard har fødselsdag og markerer det med en kæmpe fest.

Skuespiller og instruktør Martin Miehe-Renard fylder 60 år i dag, den 10. august, og han er blevet fejret fra morgenstunden.

- I morges fik jeg dejligt morgenbord med familien og gaver, fortæller Martin Miehe-Renard, da BILLED-BLADET ønsker tillykke med 60-års dagen.

Den store fest gemmer fødselaren til senere, og det skal være en rigtig teenage-fest.

- Jeg gider ikke sådan noget med taler og suppe, steg og is. Det skal være en fest for Danmarks ældste teenager – nemlig mig. Så det bliver tapas og gin/tonic, forklarer Martin Miehe-Renard.

Ikke tid til at være gammel

Gammel har Martin Miehe-Renard slet ikke tid til at være.

- Nej, på mandag er der pressemøde i forbindelse med optagelser til en ny ”Far til fire"-film, og vi skal til Norge og filme. Den 29. september kommer jeg hjem, og så er der læseprøver på Odense Teater. Det er mit liv, og jeg elsker det. Jeg tror også, det er vigtigt at holdes sig i gang.

Som søn af Louis Miehe-Renard er Martin Miehe-Renard født med skuespillerblod i årerne.

Han har instrueret og medvirket i mange opsætninger og står bag mange af TV 2’s familiejulekalender-succeser: "Pyrus i alletiders eventyr", "Alletiders nisse" og "Alletiders jul".

Martin Miehe-Renard var også med til at skrive manuskriptet til DR’s TV-julekalenderen ”Jul på Slottet”, der blev sendt første gang i 1986.

Smukke gaver

Martin Miehe-Renard er gift med skuespilleren Karin Jagd, der i dag arbejder som caster og har firmaet Gizmo Cast.

Parret har to voksne sønner, Oliver og Malthe, samt datteren Sally. De tre børn indgik på smukkeste vis i fødselarens gaver.

- Jeg fik et sæt meget smukke manchetknapper af min frue – designet af Josephine Bergsøe. På den ene er der én sten, der symboliserer Karin, og på den anden tre sten, der symboliserer vores tre børn, fortæller Martin Miehe-Renard.

Der var også en fin gave fra datteren Sally.

-Sally er utrolig dygtig til at tegne, og hun har tegnet et fint billede af mig.

Vi ønsker Martin Miehe-Renard et stort tillykke med fødselsdagen.

Læs mere om: