19. jan. 2014
Af af Casper Nielsen

Oliver Zahle skal styre uddelingen af årets Robert-priser

Oliver Zahle.
Oliver Zahle.
Foto: Lars H. Laursen
Det bliver satirikeren og manuskriptforfatteren Oliver Zahle, der skal styre slaget, når årets Robert-priser uddeles 26. januar – og i år bliver showet ikke sendt i TV.

Oliver Zahle har fået æren af at være årets vært, når Robert-priserne 2014 skal uddeles.

Det bliver de i Tivoli Congress Center den 26. januar, og som Oliver Zahle jokede, da han i dag mødte nogle af de nominerede fra filmbranchen ved et stort pressemøde på Tivoli Hotel i København:

- Der er treogtredive priser, så det bliver jo nogle stykker, der skal på scenen, og jeg vil håbe, at I alle vil komme op og rose mig og sige, hvor godt jeg gør det som vært. Vi kan jo sige, at jeg giver en Robert, hver gang en af jer kommer på scenen.

Ingen TV-transmission fra festlighederne

Oliver Zahle har selv prøvet at været nomineret til en Robert. Det var i 2007 for sit manuskript til filmen ”Fremkaldt”.

I år bliver der ikke live-transmitteret fra filmpris-festen, som TV2 ellers har gjort de seneste par år.

- Årsagen er, at TV 2 har fået ny programredaktør, og han mente ikke, der skulle være TV fra Robertfesten i år. Det er forklaringen, siger Kim Magnusson, formand for Dansk Film Akademi, der uddeler priserne.

De nominerede er...

Nomineringerne til årets Robertpriser ser blandt andet sådan ud:

Årets danske spillefilm: "Jagten", "Kvinden i Buret", "Nordvest", "Sorg og Glæde" og "Spies & Glistrup".

Årets instruktør: Michael Noer ("Nordvest"), Mikkel Nørgaard ("Kvinden i Buret"), Nicolas Winding Refn ("Only God Forgives"), Nils Malmros ("Sorg og Glæde") og Thomas Vinterberg ("Jagten").

Årets mandlige hovedrolle: Gustav Dyekjær Giese ("Nordvest"), Jakob Cedergren ("Sorg og Glæde"), Mads Mikkelsen ("Jagten"), Nikolaj Lie Kaas ("Kvinden i Buret") og Pilou Asbæk ("Spies & Glistrup").

Årets kvindelige hovedrolle: Helle Fagralid ("Sorg og Glæde"), Kristin Scott Thomas ("Only God Forgives"), Lene Maria Christensen ("Nordvest"), Sofie Gråbøl ("I Lossens Time") og Sonja Richter ("Kvinden i Buret").

Årets dokumentarfilm: "Ai Weiwei the Fake Case", "Drømmen om en Familie", "Ekspedition til Verdens Ende", "Pine Ridge og Sepideh - Drømmen om Stjernerne".

Årets danske TV-serie: "Borgen III", "Broen II" og "Rita Sæson 2".

Årets børne- og ungdomsfilm: "Antboy", "MGP Missionen", "Nordvest", "Olsenbanden på Dybt Vand" og "Otto er et Næsehorn".

Læs mere om: