16. aug. 2023
Af Luise Marie Bekker

Rørt Ghita Nørby modtager fornem pris – men ikke for sit skuespil

Ghita Nørby.
Ghita Nørby.
Foto: Lars H. Laursen
Ghita Nørby yder en utrættelig indsats i sit arbejde med dyrevelfærd.

Det er ikke alle, der ved det, men Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.

Organisationen fylder 50 år i år, og i forbindelse med jubilæet skulle der uddeles en pris.

Ghita Nørby har været med i organisationen næsten siden begyndelsen, og derfor modtog hun onsdag eftermiddag jubilæumsprisen.

"Når talen falder på ’engagement’, er det med særlig stolthed, at Dyrefondet fremhæver Ghita Nørby, som lige fra Dyrefondets start har ydet en utrættelig og entusiastisk indsats for dyrene. Ghita er nu præsident for Dyrefondet, og den fremmeste ambassadør for dyrevelfærd i Danmark. Dyrefondet og Danmarks dyreejere skylder Ghita en stor tak for at stille sin professionalisme og sit store talent til rådighed for dyrene," skriver Dyrefondet som begrundelse.

Overrakt af Sebastian Klein

Til at overrække prisen til Ghita kom Sebastian Klein, der både har mødt hende igennem sin far, skuespiller Jesper Klein, men også med dyrene for øje har haft med hende at gøre.

Sebastian Klein og Ghita Nørby.
Sebastian Klein og Ghita Nørby.
Foto: Lars H. Laursen

– Din indsats strækker sig langt. Du har været utrættelig i den kamp, og ingen fortjener denne pris mere, end du gør, sagde han i sin tale til hende.

Ghita blev både glad og rørt over at modtage prisen.

– Det er godt at kunne gøre en forskel. En lille dråbe vand bliver til en elv eller en sø. Og jeg elsker arbejdet, sagde hun.

Læs mere om: