27. aug. 2015
Af Lene Skriver Bak

TILLYKKE: Danica Curcic fylder 30 år

Danica Curcic vandt en Robert
Danica Curcic vandt en Robert.
Birger Storm / BILLED-BLADET
Den smukke skuespiller Danica Curcic har haft en nærmest komet-agtig karriere, og torsdag kan hun fejre sin 30-års fødselsdag.

Danica Curcic blev færdiguddannet fra Statens Scenekunstskole i 2012, og her bare tre år senere er hun en etableret stjerne i den danske film og teaterverden.

2014 blev virkelig Danica Curcics år.

Ikke alene kunne hun ses i bærende roller i hele fire spillefilm, hun kunne også se priser og anmelderrose regne ned over sig.

Danica Curcic vandt priser

Biografgængerne klaskede sig på låret af grin over Danica Curcics fremstilling af Ditte, der vil skaffe sin ny-forladte mor en ferieflirt i ”All Inclusive”, krydsede fingre for hendes Signe i ”Lev Stærkt” og blev grebet om hjertet både af hendes skrøbelige Kimmie i Jussi Adler Olsen-filmatiseringen ”Fasandræberne” og ikke mindst af lillesøster Sanne i den prisbelønnede ”Stille Hjerte”.

Sidstnævnte indbragte da også Danica Curcic både en Robert og en Bodil-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

2014 blev også året, hvis Danica Curcic blev udråbt til shooting star på filmfestivalen i Berlin og modtog Ove Sprogøe Prisen, der gives til en skuespiller for en usædvanlig skuespilpræstation.

LÆS MERE: Danica Curcic: Mine forældre er stolte af mig

Danica Curcic også en stjerne på teateret

Det er dog ikke kun for sine præstationer på det store lærred, at Danica Curcic har høstet roser.

I forestillingen ”Lort” på Husets Teater, hvor hun stod alene og nøgen på scenen, kaldte Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen hende "enestående god", mens han mente, at "det er først og fremmest i hendes rørende heltinde, det passionerede drama får lov at leve", da hun spillede Julie i Det Kongelige Teaters opsætning af klassikeren ”Romeo & Julie”.

For begge roller blev hun nomineret til årets kvindelige hovedrolle til Årets Reumert.

Danica Curcic medvirker i flere TV-serier

Som om det ikke var nok, har Danica Curcic også fundet tid til at medvirke i TV-serier.

Allerede inden hun blev færdig på teaterskolen, havde hun en rolle i ”Den som dræber”, men det er langt fra den eneste TV-serie, der har nydt godt af Danica Curcics evner.

Det er også blevet til roller i blandt andet ”Broen”, den svenske TV-serie ”Wallander” og ”Tomgang”.

Danica tog bachelor

Danica Curcic kom til Danmark som etårig fra Serbien.

Inden hun begyndte på teaterskolen, tog hun en bachelor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

I indeværende år har biografgængerne kunnet se Danica Curcic som Maya i ”Lang historie kort” og Caroline i ”Guldkysten”.

LÆS MERE: Danica Curcic vinder stor filmpris

Læs mere om: