22. aug. 2023
Af Sofie Nymand

Vidste du det? Ghita Nørbys far havde en rolle i Baronessen fra benzintanken

Ghita Nørby med Dirch Passer og Ove Sprogøe, som hun spillede sammen med i "Baronessen fra benzintanken". 
Ghita Nørby med Dirch Passer og Ove Sprogøe, som hun spillede sammen med i "Baronessen fra benzintanken".
Foto: TV 2
”Baronessen fra benzintanken” er en af Ghita Nørbys store filmsuccesser. Men vidste du, at hendes far også havde en rolle i filmen?

Den bliver vist igen og igen, og ”Baronessen fra benzintanken” står i dag som en af dansk folkekomedies helt store klassikere.

Og fortællingen om drengepigen på motorcyklen, der til sidst får slottet, sin tankpasser, vinder fortsat små og store filmhjerter.

Derfor er præsentationen af Ghita Nørby som hovedrolleindehaveren på sin vis overflødig, men det er måske de færreste, der har spottet, at Ghita ikke var den eneste i familien, der havde en rolle.

Ghita Nørby fik nemlig selskab af sin far, Einar Nørby, på filmsettet.

Han havde rollen som præst, og man ser ham sidst i filmen stå foran alteret, mens hovedrollen Anne (Ghita Nørby) går op ad kirkegulvet for at gifte sig med godsbestyreren Henning Rabenfeldt (Henrik Wiehe).

Einar Nørby havde et par enkelte roller på film. Udover klassikeren fra 1960 spillede han også med i ”Døden kommer til middag”, ”Jeg er sgu min egen” og ”Ballade på Christianshavn”.

Ghita Nørby med Einar Nørby.
Ghita Nørby med sin far, Einar Nørby.
Foto: Scanpix Denmark

Hans daglige gang havde han dog ikke på filmsettet, men derimod på Det Kongelige Teater, hvor han var kongelig kammersanger.

Familien boede nær teatret, og Ghita Nørby voksede op i Nyhavn med sin tre år yngre lillebror, Claus, der senere blev operasanger og ligesom faderen tilknyttet Det Kongelige Teater.

Moderen, Guldborg, var pianist.

Læs mere om: