Ghita Nørbys svære opvækst: Har brugt formue på psykolog

Ghita Nørby

Ghita Nørby

Foto: Birger Storm

Moderkærligheden fik Ghita Nørby aldrig at føle, og derfor havde hun brug for hjælp til at blive et menneske igen.

Onsdag, 18. maj 2011 - af Lisbeth Grube

Det har taget Ghita Nørby mange år at blive et helt menneske. Den 76-årige diva i dansk teater voksede op med en yderst dominerende mor, som hun først i en sen alder formåede at frigøre sig fra. Takket være psykologhjælp, røber hun.

- Man må jo ikke sige, at man ikke holder af sin mor ... Men det har jeg helt ærligt aldrig gjort. Jeg blev opdraget med sådan en slags dråbeteknik - min mor gav mig en lille dråbe kærlighed at overleve på, og så en til når jeg var lige ved at opgive ævred.

- Så blev jeg simpelthen så glad, for så er alt jo godt det næste stykke tid til den næste dråbe. Men for lidt til at blomstre på. Jeg måtte intet bestemme og udviklede mig til et dybt uselvstændigt menneske. Derfor har jeg brugt en vidunderlig formue på at blive et menneske, og jeg er dybt taknemmelig for, at der findes psykologer, for ellers ville jeg slet ikke være "nogen", fortæller Ghita Nørby i magasinet Psykologi.

Hun bliver aldrig en rose

Ifølge skuespilleren blev hun kun elsket af sin mor, når hun var på en bestemt måde. Der var kun plads til den søde og pæne Ghita.

- Min mor blev 98 år, og efterhånden lærte jeg at håndtere vores forhold, men jeg indrømmer, at det aldrig blev rigtig godt. Jeg har en buste af hende, som er lavet af billedhuggeren Ludvig Brandstrup. Nogle gange tager jeg den med i haven om sommeren, og så lægger jeg en rose på hendes hoved. Det er en gestus fra min side - men en rose bliver hun aldrig, fastslår Ghita Nørby.

Tinkas Juleeventyr
- TV