Google beklager overfor Jan Monrad
Komikeren får ret af søgemaskinegiganten, der erkender, at de ikke skulle have fotograferet hans sommerhus.
Komikeren Jan Monrad skrev forleden en politianmeldelse af søgemaskinegiganten Google, fordi de havde fotograferet hans sommerhus til deres Google Streetview-projekt. Fotograferingen skete fra privat vej, og det er klokkeklart ulovligt. Det erkender Google nu åbent.
- Det må man ikke, og det gør vi ikke. Men her er der åbenbart sket en fejl. Enten har kortet, fotografen har anvendt, ikke været helt præcist, eller også er der begået en personlig fejl, siger Christine Sørensen fra Google i Danmark.
Jan Monrad siger til Nordvestnyt, at han ikke ønsker, at debatten om grænserne for privatlivets fred skal stoppe, bare fordi Google har givet ham en undskyldning og vil fjerne billederne.
- Sagen handler ikke om mig. Det er en principiel diskussion om privatlivets ukrænkelighed. Og derfor vil jeg heller ikke trække min politianmeldelse tilbage. Jeg ønsker også, at politiet skal tage stilling til sagen, siger Jan Monrad, der bor i Holbæk og har et - helt privat - sommerhus i Odsherred.

















