Henning Moritzen liv – DR mindes skuespilleren
I dag rydder DR K sendefladen for at mindes den kendte og elskede skuespiller.
Lørdag aften døde skuespilleren Henning Moritzen efter et hjertestop, 84 år gammel. I dag tirsdag rydder DR K sendefladen for at mindes den kendte og elskede skuespiller.
DR K indleder sine mindeprogrammer tirsdag aften klokken 20.00, og så vil der være udsendelser med Henning Moritzen uafbrudt i næsten fire timer frem til klokken 23.50.
Interview med Henning Moritzen
Aftenen starter med "Gyldne Gensyn", hvor Henning Moritzen fortæller om TV-Teatrets barndom. TV-Teatret var en del af DRs fjernsyn, lige fra DR sendte tv første gang i 1951, og Moritzen beretter blandt andet om de første produktioner i et lille studie i Radiohuset.
I udsendelsen er der blandt andet gensyn med 'Livsens Ondskab' og 'Fiskerne', ligesom seerne får Henning Moritzen at se i et samspil med konen og kollegaen gennem mange år, Lise Ringheim.
"En by i provinsen"
Bagefter - fra klokken 20.30 - viser DR K tre afsnit i rap af Leif Panduros krimiserie "En by i provinsen", hvor Henning Moritzen spillede kriminalinspektør Eriksen og blandt andet var på skærmen sammen med navne som Jens Okking, Birgit Sadolin, Ulla Jessen og Dirch Passer.
Oscar-nomineret film "Grisen"
Mindeaftenen slutter med én af Henning Moritzens senere filmproduktioner - den Oscar-nominerede kortfilm "Grisen" fra 2008. Her spiller Henning Moritzen Asbjørn, der er indlagt og får billedet af en gris som lidt af en skytsengel, mens han venter på svar på, om han har kræft eller ej. Det er Anders August og Dorte W. Høgh, der har skrevet manuskriptet til filmen.













![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/farlige-slankemetoder.jpg)




