1. nov. 2014
Af af Niels Burgos

Hanne Bech Hansen: Sejt at blive gammel

Hanne Bech Hansens nyeste kriminalroman hedder "Under rosen" og er udgivet på Lindhardt og Ringhof
Hanne Bech Hansens nyeste kriminalroman hedder "Under rosen" og er udgivet på Lindhardt og Ringhof
Foto: All Over
Københavns tidligere politidikretør kan godt finde på at prale lidt af sin alder.

Frem til 2009 var Hanne Bech Hansen kendt som Københavns høje, ranke politidirektør, der med fast hånd styrede hovedstadens ordensmagt. I dag er hun 75 år, en flot kvinde med sølvgråt hår - og hun har netop udgivet sin tredje store kriminalroman. Tilværelsen som pensionist har med andre ord ikke fået Hanne Bech Hansen til at sidde med hænderne i skødet. Alderen er heller ikke noget, hun tænker over. Til Alt for Damerne afslører hun, at hun faktisk synes, det er "sejt" at blive gammel - og at hun godt kan finde på at prale af sin alder. - Lige få fortalt, at jeg er 75 år. Nå, nå. Og det kan da godt være, at nogen faktisk tror, jeg er 85, haha, men jeg har det fint med min alder, siger hun til Alt for Damerne.

Blandt de mange navne, som blev koblet på Hanne Bech Hansen i hendes tid som politidirektør, var "perlemor", der opstod efter en diskussion om, hvorvidt en af hendes betjente havde sagt "perle" eller "perker" til en demonstrant. I dag siger hun, at hun ikke ville have undværet den sag for guld. Hun oplever stadig, når hun kommer på Hovedbanegården, at der sidder nogle sprittere og siger "der kommer Perlemor" og "dav, Perlemor". Men størst var det sikkert, da Ulf Pilgaard lavede en parodi på "Perlemor" i Cirkusrevyen.

- Hvordan den pæne mand kan komme til at ligne mig, begriber jeg ikke. Hver gang han optræder på skærmen, så tror jeg, det er mig. Den der lidt stive måde, han står på - aj, det har jeg vel nok grinet ad, siger Hanne Bech Hansen til Alt for Damerne.

Læs mere om: